Træning af NyUlv

 

Af Judith Frennung

 

 

Denne historie handler om Dagmar og NyUlv. Dagmar er en ung kvinde med forskellige funktionshæmninger og NyUlv er hendes hjælpehund. Egentlig er NyUlvs navn et tegn, man laver med hånden. Men fordi tegnsprog ikke har et selvstændigt skriftsprog, så er vi her nødt til at nøjes med hans navn i den danske oversættelse: NyUlv.

 

 

Dagmar

Dagmar blev født sund og rask den 27. april 1981. På en eller anden måde blev hun få måneder efter fødslen hjerneskadet. Selv tror jeg, at det skyldes en kighostevaccination. Uofficielt har flere læger, biologer og hjerneforskere i årenes løb delt denne opfattelse. Officielt findes der ingen forklaring.

 

Det korte og det lange er, at Dagmars hjerneskade ikke bare giver hende spastiske lammelser og epilepsi. Den omfatter også hendes talecenter. Derfor har hun aldrig udviklet et oralt sprog.

 

Dagmar er lammet i ansigtet og hun lever med en tilstand, der kaldes afasi. Hos Dagmar ytrer det sig på den måde, at hun har svært ved at forstå dansk talesprog. Mange talepædagoger har stillet sig tvivlende over for dette faktum, men jeg har mødt flere voksne, der selv er blevet afatikere efter en hjerneblødning, og de nikker genkendende, når jeg fortæller om Dagmars problemer med det talte danske sprog.

 

Da Dagmar var tre år gammel, opdagede jeg ved en såkaldt tilfældighed, at hun med lethed forstår dansk tegnsprog. Der startede mit 17 år lange arbejde med at skabe en vej gennem lovgivning, bureaukrati og ekspertvælde hen til det ønskede mål: at Dagmar måtte blive stemplet som døv, så hun kunne få adgang til sprog, kultur, uddannelse og en værdig tilværelse blandt danske døve.

 

I dag er målet nået. Dagmar er tegnsproget og hun lever i døvemiljøet i Ålborg. 11. oktober 2002 skrev Ole Vestergård - forstander for Døves Højskole Castberggaard – således i en mail til mig: Dagmar var på Castberggård i sidste uge sammen med 40D. Jeg (og et par af mine kolleger) blev overrasket over at se hendes sprogbrug. Hun er blevet god til at udtrykke sig på tegnsprog. Det er med andre ord blevet meget lettere at forstå, hvad hun siger (hvor vi før kæmpede med at aflæse hende til forståelig stor frustration for hende). Hun kunne fint udtrykke sig forståeligt med den raske hånd. Det gjorde godt at se det. Du fortjener derfor en klap på skulderen. Du har jo kæmpet for hende og talt hendes sag, selvom det lignede en David mod Goliat-kamp, det her. Hatten af for dig!”

 

Læs mere om Dagmars liv på www.frennung.dk

 

 

NyUlvs færdigheder

NyUlv lærer dansk tegnsprog. Han ved, at han skal søge øjenkontakt med Dagmar, når hun laver en lyd med sin stemme. Herefter samarbejder de ved hjælp af tegn fra dansk tegnsprog om de opgaver, der skal løses.

 

Øjnkontakt: NyUlv venter på

Dagmars signal til at gå ud.

 

 

NyUlv bliver specialtrænet til at hjælpe Dagmar i hverdagen. Han lærer at samle ting op, hente vasketøj ud af vaskemaskinen, hjælpe til under indkøb, hvis det er svært at nå varer på de nederste hylder, kalde på hjælp, beskytte Dagmar mod at blive væltet på gaden og så videre. Han ved lige hvordan han skal forholde sig, når de skal op og ned ad trapper, gå gennem døre og forcere forskellige forhindringer i bylandskabet. Og så bliver han en kærlig ven i Dagmars hverdag.

 

Dagmar på sin side lærer en masse om at passe ham og om at forstå hundes sprog.

 

 

Sponsorer

 

NyUlv er blevet specialtrænet til at dække Dagmars behov for hjælp og selskab i hverdagen. Træningen koster 50.000,- og over halvdelen af træningen er blevet dækket af legatmidler.

 

Vi takker :

 

Desuden takker vi busselskab, forretningsdrivende, biblioteker og anden offentlig service til borgerne i Ålborg for åbenhed og velvilje over for at lade NyUlv og Dagmar færdes frit på områder, hvor hunde normalt ikke har adgang.

 

En særlig varm tak til hundetræner Bodil Frandsen for hendes enestående kærlige engagement i hele projektet.

Bodil har vist sig at være en kompetent og dybt engageret træner med en stor forståelse for handicappedes livsvilkår. Hun har samlet en gruppe trænere om sig, der arbejder for at gøre hjælpehunde tilgængelige for tegnsprogede, funktionshæmmede mennesker.

 

Sammen har de lavet HHtH – HjælpeHunde til Handicappede. Se http://clik.to/hhth .

 

 

 

 

Discovery

Historien tog sin begyndelse i 1994 foran fjernsynet, hvor Dagmar og jeg sad og sløvede hen over Discovery. Pludselig blev vi vakt til live af en udsendelse om en funktionshæmmet kvinde, der havde en specialtrænet hund til at hjælpe sig i hverdagen. Hunden kunne alt muligt – og den vidste også, hvornår dens ejer var ved at få et epileptisk anfald, hvorefter den advarede hende, så hun kunne nå at bringe sig i sikkerhed. Vi blev helt begejstrede over den dygtige hund. Sikke en opdagelse!

 

På det tidspunkt var Dagmar lige begyndt en ny tilværelse som elev på Ålborgskolen for døve og hørehæmmede,  og vi var allerede i fuld gang med at drømme om hendes voksentilværelse. Opdagelsen af, at hunde kunne trænes til at hjælpe handicappede satte skub i vores planer. Vi snakkede om, at Dagmar ved hjælp af sådan en hund kunne komme til at leve en selvstændig tilværelse i egen bolig.

 

 

På jagt

Jeg gik straks på jagt efter en træner. Jeg ringede rundt til kennelklubber og hundetrænere, men der var ingen, der havde hørt om den slags i Danmark. På et tidspunkt skrev jeg til Discovery, som henviste mig til et amerikansk fængsel, hvor man trænede hjælpehunde. Men det virkede noget broget på mig, så jeg gav op.

 

Pludselig en dag i 1995 så jeg på DR1 en hundetræner, der var blevet uddannet i USA. Hun hed Lise Lotte Christensen og arbejdede for STH  - Servicehunde til Handicappede. Jeg blev ellevild og kontaktede straks foreningen. Jeg fremlagde mine ønsker om, at hunden blev optrænet ved hjælp af tegnsprog, og da der ikke lød nogle protester, troede jeg, at vi havde en aftale.

 

Dagmar og jeg følte os nu tæt på vores drømmes mål. Vi holdt forbindelsen til STH ved lige og troppede op til et par spændende arrangementer med overrækkelse af dejlige og veltrænede hunde til andre handicappede. Og så ventede vi i øvrigt spændte på den dag, da det skulle blive vores tur.

 

Årene gik, uden at vi kom i betragtning. Ved årsskiftet til 2001 gik jeg tæt på STH, for at få en forklaring på, hvorfor vi i det mindste aldrig kom til en samtale. Og endelig fik vi klar besked: træneren var ikke sikker på at Dagmar nogensinde kunne komme til at være alene med en hund (Dagmar savler en del, så måske har det givet anledning til en række mindre flatterende associationer omkring Dagmars intelligenssammensætning) - og det der med tegnsproget kunne heller ikke lade sig gøre. Vi blev dybt skuffede og helt slået ud. På den anden side havde mødet med STH givet os en håbefuld  viden om, at servicehunde findes i Danmark. Bare ikke så nemt tilgængelige for sådan nogle som os.

 

 

Hundetræner Bodil Frandsen

I min kvide kastede jeg mig ud i en vild surf på nettet, og den 9. april 2001 kom jeg i kontakt med hundetræner Bodil Frandsen på http://clik.to/thorsoe

 

Jeg fortalte om vores ønske. Bodil blev straks tændt på idéen om at træne en hjælpehund til en handicappet ved hjælp af dansk tegnsprog. Bodil havde heller ingen forbehold over for en handicappet, der er så anderledes, som min Dagmar. Og helt mirakuløst havde hun den rette hund.

 

 

Det var en ung herre kaldet Lilleblå født den 30. Januar 2001. Lilleblå er Sheltie, og Bodil forsikrede, at Sheltier er meget intelligente og velegnede som hjælpehunde på grund af deres veludviklede instinkt for omsorg. Et instinkt, der er blevet udviklet på Shetlandsøerne, hvor racen gennem generationer har haft ansvar for at passe og holde sammen på de store fåreflokke. Læs mere om Sheltien på www.cassie.dk .

 

Bodil oplevede, at Lilleblå havde det robuste temperament, der skal til, for at blive en god hjælpehund samtidig med, at han havde det, som hun kalder for signalfølsomhed – en egenskab, som hun mente let kunne kobles med tegnsprog.

 

Den 27. april 2001 havde jeg derfor den store glæde at kunne forære Dagmar en hjælpehund i fødselsdagsgave. Selvom der endnu var lang vej fra lille hvalp til færdigtrænet voksen, så følte vi alligevel, at vi havde fået en stor del af vores ønske opfyldt.

 

 

Første møde

Den 25. maj 2001 kom Bodil med Lilleblå til Frederiksberg, hvor han og Dagmar skulle mødes for første gang og være sammen i tre dage.

 

Det viste sig hurtigt, at Dagmar og Lilleblå havde en god forbindelse til hinanden. På et tidspunkt lå de og sov, og Dagmar fortalte bagefter, at hun havde oplevet det som om deres drømme flød sammen. Lilleblå mindede hende om en ny slags lille ulv og snart gav hun ham et navn, der oversat til dansk betyder NyUlv. På dansk er navnet måske lidt besværligt at sige, men det er meget smukt på tegnsprog.

 

Pris

Bodil og jeg lavede en aftale om pris for træning af NyUlv. Han skulle gennemgå en grundtræning og en særlig træning tilpasset Dagmars behov. Prisen for hund og træning blev 55.000 kroner. Selvom det er mange penge for en lille indtægt som min, så kastede jeg mig ud i det med en følelse af, at pengene nok skulle dukke op på en eller anden måde. Og det viste sig jo, som man kan læse i indledningen, at holde stik.

 

 

Planlægning af tid og sted

Bodil bor tæt ved Ålborg og Dagmar boede på det tidspunkt halvdelen af året hjemme på Frederiksberg og resten af tiden på Nyborgskolen – danske døves ungdomsskole. Jeg var ret bekymret for, hvordan i alverden vi skulle gennemføre træningen, men Bodil tog det hele med nordjysk ro. Hun var sikker på, at det skulle vi da nok finde ud af.

 

Vi talte om, at man måske kunne lægge noget af træningen på Nyborgskolen i de weekender, hvor Dagmar skulle blive derovre. Bodil kunne komme fra Ålborg og jeg fra Frederiksberg, og så kunne vi alle fire give den en skalle med træningen.

 

Jeg gik i gang med involvere Nyborgskolen i håbet om, at skolen ville blive tændt på idéen om at give husly til et projekt, hvis formål var at udvikle et koncept for tegnsproget træning af hjælpehunde til flerhandicappede døve. Men Nyborgskolens ledelse var fuldkommen uinteresseret og afvisende over for projektet. Vi fik et pænt brev om, at det da sikkert var meget hyggeligt for Dagmar at få en hund, når hun flyttede hen et andet sted, men Nyborgskolen havde strenge regler om, at der ikke måtte være dyr på området, og disse regler gjaldt naturligvis også for Dagmar.

 

Igen var de gode stjerner med os, for Dagmar fik pludselig ved Lotte Hornungs mellemkomst tilbudt en beskyttet bolig på Grønlandstorv i Ålborg. Det kunne simpelthen ikke være mere perfekt. Dagmar kom tilbage til Ålborg, som hun har taget til sit hjerte, og problemerne omkring stedet for træning af NyUlv forsvandt, fordi de alle tre kom til at bo tæt ved hinanden.

 

 

Metode

 

Kommunikation og tegnsprog

Dagmar forstår ikke særlig meget dansk. Bodil forstår ikke særlig meget tegnsprog. NyUlv forstår  ikke særlig meget menneskesprog. Det lyder jo som foretagende, der på forhånd er dømt til at mislykkes. Mange af de døve, der er omkring Dagmar og Bodil, har da også undret sig over, hvordan træningen alligevel kan være effektiv.

 

Det kan den, fordi Bodil er den, hun er. Hun er vant til at bruge krop og mimik i sin kommunikation med sine hunde. Bodil interesserer sig for nonverbal kommunikation. Det er spændende, synes hun og kommer med mange eksempler. For eksempel er hundens dæmpende signaler med gaben, smasken og drejen hovedet væk et sprog, der bruges blandt hunde over hele verden.

 

Ved træningens start aftalte vi, hvilke tegn NyUlv skulle kunne. Dagmar og jeg lavede en videooptagelse med tegnene. Og Bodil lånte Cd-rom’en Basistegn, så hun kunne øve sig derhjemme. Desuden lavede vi en optagelse af den lyd Dagmar bruger, når hun ”siger” hans navn. NyUlv fik også en af Dagmars tørklæder, så han kunne vænne sig til hendes duftspor.

 

Bodil fortæller, at det er nemt at arbejde med sådan en som Dagmar, fordi hun er åben og god til at aflæse kropssprog. Bodil er vant til at aflæse hundenes kropssprog, så teamet fungerer godt sammen. Motivationen fra alle sider er med til at overvinde barrierer. I løbet af træningen har Bodil og Dagmar udviklet en nærmest telepatisk forbindelse, fordi de begge to har været så opsat på at få træningen til at fungere. Bodil og Dagmar bruger kropssprog, empatisk kommunikation og tolke.

 

NyUlv lærer alle kommandoer på tegnsprog. Han kan også forstå mundtlige kommandoer, så der ikke bliver problemer, hvis Dagmar bliver syg, og NyUlv skal passes af en hørende.

 

 

 

 

Bodil fortæller, at hun sammen med Dagmar har lært, hvordan det er at være en hund, der ikke forstår menneskesprog. Dagmar er tegnsproget og Bodil forstår ikke tegnsprog. Hunde har det med mennesker, som hun har det med Dagmar.

 

Bodil oplever tit, at hørende voksne er blevet lukkede over for kropssprog. Derfor er det svært for dem at træne og kommunikere med deres hunde. På et kursus skulle hun vise 60 kursister, hvordan hunde opfatter menneskers kommunikation. Hun kaldte en person op til sig, og sagde ”skadunk” uden følelser, mimik eller kropssprog. Kursisten blev helt forvirret. Bodil forklarede, at der er sådan hunde har det, når vi snakker til dem. De bliver forvirrede, og vi bliver irriterede over, at de er ulydige. Hunde er ikke ulydige. De forstår bare ikke menneskesprog.

 

Frustrationer og konflikter mellem mennesker handler i bund grund også om kommunikation. Vi misforstår tit hinandens signaler.

 

Træningen af NyUlv er derfor ikke bare træningen af en hjælpehund. Det er også et projekt, hvor vi bygger bro mellem tre forskellige sprogkulturer: mundsprog, tegnsprog og hundesprog.

 

 

 

 

 

SAML OP

 

Klik-træning

Bodil kliktræner NyUlv. Kliktræning er hundetræner-slang for Shaping. Shaping er en metode til adfærdstræning af dyr, hvor man bruger positiv forstærkning og lyden af en klikker som signal. Når træneren ser en ønsket adfærd hos hunden, så klikker hun, lige når det sker. Klikket efterfølges af godbidder og ros. På den måde kan hun langsomt specialdesigne en adfærd, hvor hunden lærer sidde på kommando, gå på en bestemt måde, samle ting op osv.

 

Kliktræning er en positiv og venlig metode, hvor det aldrig er nødvendigt at skælde ud, rive i linen eller straffe. Kliktræning er også en kreativ metode, der vækker hundens og menneskets lyst til at fordybe sig i samarbejdet.

 

Der findes mange gode web-steder om kliktræning. Et af dem er http://www.biodyr.dk

 

 

Grundtræning

Det første, NyUlv skulle lære, var at søge øjenkontakt. Øjenkontakt er et grundelement i tegnsproget, men for hunde er denne direkte stirren hinanden i øjnene ikke særlig naturlig. NyUlv og Dagmar arbejdede ihærdigt med det, og nu fungerer det uden problemer.

 

Siden har han lært at gå løs, hilse pænt på mennesker uden at hoppe op og komme når man kalder enten ved at bruge en ”Dagmar-lyd” eller rasle med ærter i en bøtte.

 

Han har også lært at reagere på tegnet stop, så han bliver og venter i bilen, ved vejkanter og døråbninger eller på anden holder sig tilbage trods spændende forstyrrelser fra andre hunde, mennesker, bolde og mad.

 

 

 

Han reagerer uden fejl på tegnet og vender hellere i luften midt i et spring end han vil være ulydig. Så snart han får lov, går han pænt frem og hilser.

 

NyUlv kan være med overalt. På et tidspunkt skulle Dagmar og jeg deltage i en række møder med amt og kommune – først på Dagmars arbejdsplads 40D, der mere officielt hedder Ålborg for Døve og dernæst i Kulturcentret for Døve på Grønlandstorvet. Det blev til en del timer. NyUlv fattede hurtigt situationen. Han lagde sig ved siden af Dagmars stol og blev troligt liggende uden problemer i de mange timer, som møderne varede.

 

En sidste nyttig færdighed er, at NyUlv lærer at tisse og skide på kommando. Det er stor fordel for en bevægelseshæmmet ung dame, at hun ikke er tvunget til at gå tur med NyUlv, når han ønsker det, men kan lufte ham, når hun er klar selv. Desuden bliver det også nemmere at have NyUlv med alle vegne, så Dagmar ikke skal lufte ham på ubelejlige tidspunkter. Bodil forsikrer, at en voksen hund sagtens kan holde sig i mange timer.

 

 

Specialdesign

I april 2002 interviewede jeg Bodil om hendes arbejde. Hun lægger ud med at sige, at træningen skal være sjov. Dyr er kloge, og det skal man respektere.

 

Hjælpehunde bliver trænet meget mere konsekvent end en familiehund, hvor man lettere bøjer af og lader hunden gøre, som den selv vil. Over for hjælpehunde skal man være 100 % konsekvent. Man må aldrig give hunden lov til at gøre ting, som bliver besværlige i hverdagen. Der skal være styr på tingene, så brugeren kan have total tillid til sin hund.

 

Hvis brugeren ikke har et verbalt sprog, men kan lave lyde, så kan man optage brugerens lyde på bånd eller video og så lade dem gå ind i træningen. På den måde lærer hunden at reagere på brugerens lyde.

 

Det er ikke kun hunden, der skal trænes. Brugeren skal også på skolebænken. Hun skal lære meget om hunde. Både om hunde generelt og om sin egen.

 

Bodil er meget engageret i sit arbejde. Hun lærer brugerens behov at kende, ved at forestille sig, at hun selv har den samme funktionshæmning som brugeren. ”Jeg må forestille mig, at jeg er brugeren. Hvis brugeren mangler en hånd, så må jeg forestille mig, hvordan det er at forcere fx en bom mens man holder sin hund i snor. Man kan ikke bare slippe snoren og tage den over i den anden hånd. I stedet må hunden lære at gå uden om bommen, så brugeren kan beholde snoren i sin hånd hele vejen uden at snoren bliver snoet rundt om forhindringen.. Jeg bruger meget tid sammen med brugeren, så jeg hele tiden kan være opmærksom på særlige behov og problemer. Jeg lever mig ind i hendes bevægelser og gennemtænker alle situationer, så jeg kan lære, hvordan hun tackler forskellige udfordringer i hverdagen. Man skal som træner være opmærksom på brugerens måde at relatere til hunden på og lade det gå ind i træningen,” fortæller Bodil (april - 2002).

 

Bodil og Dagmar tegner ..

 

Det er meget spændende at træne en hjælpehund. ”Jeg lærer en masse selv. Jeg lærer at tænke kreativt, fordi jeg skal tænke fuldstændig anderledes, end hvis jeg trænede min egen hund.” siger Bodil. (april - 2002).

 

Første del er socialisering. Anden del er et specialdesign. Bodil tror ikke på færdigtrænede hunde. Specialtræning skal ske sammen med brugeren. Det er her, man opdager små behov, situationer og detaljer, der skal ændres. Det er vigtigt at bruge den ekstra tid, som specialdesignet træning tager, så hunden fungerer, når den kommer hen til brugeren.

 

Bodil giver nogle eksempler på specialtilpasninger:

 

Om bytræningen fortæller Bodil (april - 2002): ”Alting skal fungere. Jeg træner hunden inde i byen. Her står vi stille og lader folk komme hen imod os. Han lærer at stille sig med siden til, så folk bliver tvunget til at gå til side. På den måde lærer NyUlv at beskytte Dagmar mod at blive væltet på gaden. ” Bodil bruger en anden person end Dagmar som figurant.

 

Der skal lægges mange timer i træningen af en hjælpehund. Det er et stort arbejde. Måske tager det to år. Man kan ikke sætte tid på. Og man kan ikke planlægge forløbet i detaljer.

 

NyUlv bliver trænet, når han er motiveret. ”Man tænker ikke over, hvor mange timer, man bruger,” siger Bodil (april - 2002). ”Det er om at tage de ting, han byder. Nogle dage træner han meget – andre dage bliver det ikke til noget.”

 

Bodil er glad for sine resultater med NyUlv.

 

 

Dyrplageri eller dyrevelfærd

De fleste mennesker synes, at det er spændende at følge NyUlvs udvikling. Men der er også mennesker i vores omgivelser, der synes, at brug af hunde som hjælpehunde er det rene dyrplageri.

 

Mange mennesker synes, at et godt hundeliv er at sove, hygge sig med familien, gå lidt ture, lege i en park og så få noget god mad. Og det er bestemt også aktiviteter, som hunde kan lide. Forestiller man sig en hjælpehund, der er på jobbet døgnet rundt uden mulighed for leg og hvile, så er jeg enig med kritikerne i, at vi er ude i noget, der vil være en plage for det arme dyr.  

 

Tankerne omkring dyrplageri og hjælpehund rumsterede i mig, da jeg i sommeren 2002 tog på ferie hos Dagmar. NyUlv boede stadig hos sin træner, og han kom kun ind til Dagmar, når de skulle træne eller være alene sammen i et par timer. Han havde lige været igennem en længere periode, hvor han havde oplevet at blive forelsket i en masser tæver, blive kastreret og kastet tilbage i en hvalpetilstand. Det var store omvæltninger for en ung hund.

 

Dagmar havde haft en periode, hvor hun havde følt sig usikker på, om hun nu kunne magte at have NyUlv boende uden sin træner. Hun led også lidt af præstationsangst over for Bodil og tacklede sin usikkerhed ved at ignorere NyUlv.

 

På hundesprog betyder ignorering straf. Så da jeg kom til Ålborg stod vi i en situation, hvor NyUlv trak sig tilbage fra Dagmar. Han lignede en, der havde fået en dragt prygl. Dagmar var ulykkelig og Bodil og jeg frygtede, at hele projektet ville blive en fiasko. NyUlv kom tilbage hos Bodil for at falde til ro.

 

Så begyndte Dagmar og jeg at læse om hundesprog. Vi læste om hundenes hilseritualer, legede hunde og kliktrænede hinanden for at blive i bedre humør.

 

Efter nogle dage blev vi enige om, at NyUlv skulle på ferie hos Dagmar. Med tanke på kritikken om dyrplageri, besluttede jeg, at NyUlv kun skulle sove, hygge sig med familien, gå lidt ture, lege i en park og så få noget god mad. Bodil var enig. Ikke noget med træning. Kun hygge. Men lige meget hjalp det. Det gode bånd mellem Dagmar og NyUlv var tæt ved at briste.

 

Dagmar var den eneste, der var ved godt mod. Hun blev ved med at ”sige” (tegne), at NyUlv var hendes hund, og så snart hun blev bedre til hundesprog, så ville alt blive godt igen. ”Jeg er vant til at være sammen med mennesker, men jeg har aldrig været sammen med hunde før,” som hun udtrykte det.

 

På et tidspunkt gik jeg i køkkenet for at lave mad til os alle tre. Og mens jeg stod derude, hørte jeg en gøen fra stuen. Jeg sneg mig til at se, hvad de lavede. Dagmar sad på sin puf. Hun havde forsynet sig med en skål kogt kalvehjerte skåret i småstykker og NyUlv stod logrende foran hende. NyUlv og Dagmar var gået i gang med det modsatte af, hvad vi havde besluttet. De trænede.

 

 

Fortryllet fulgte jeg deres intense samarbejde. De gennemgik hele repertoiret af kommandoer lige fra gøen til at samle ting op. Igen og igen. De kastede sig endog ud i, at NyUlv skulle danse. Dagmars ansigt strålede. Og NyUlvs pels strålede. Hvis en hund kunne smile, så vil jeg sige, at han smilede med hele kroppen.

 

I det øjeblik blev jeg klar over, at specialtræning af en hund ikke er dyrplageri. Tværtimod stimulerer det hundens intelligens på en måde, så den udstråler glæde. NyUlv er ikke et kæledyr. Han er et avanceret hjælpemiddel, man kan kramme. NyUlv har et formål med sin tilværelse. Og for Dagmar og NyUlv er træning deres måde at bekræfte deres bånd til hinanden på. Det er deres udgangspunkt. Deres relation bygger på samarbejde.

 

Senere talte jeg med Bodil Frandsen om mine overvejelser omkring dyreplageri og dyrevelfærd, og hun fortalte mig, at et godt hundeliv er at tilgodese hundens behov ved at give den mulighed for at få stimuleret tre basale funktioner, nemlig:

  1. næsen (for hunden er god overlevelse afhængig af, at næsen stimuleres fordi den har brug for at opspore "byttet")
  2. musklerne (for hunden er god overlevelse afhængig af musklernes smidighed i kuperet terræn) og
  3. hjernen (for hunden er god overlevelse afhængig af, at den kan løse problemer i forbindelse med "jagtstrategi").

 

Det lyder måske underligt, at man skal tænke på det, fordi vi mennesker jo giver vores hundevenner mad. Men hunden er genetisk gearet til jagt på byttedyr, så selvom den får mad fra os, tror hunden alligevel at den skal på jagt og lever derefter.

 

To af de basale funktioner stimuleres ved at gå daglige ture, hvor hunden vedligeholder sine musklers smidighed og bruger sin helt unikke lugtesans.til at orientere sig i omverdenen.

 

Behovet for hjernegymnastik tilgodeses for en hjælpehunds vedkommende i hjemmet, hvor den løser en masse dagligdags opgaver for sin ejer. 

 

Genetisk er hunden 80-85% ulv. I naturen er en ulv gennemsnitlig på "arbejde" i ca 16 af  døgnets 24 timer. Og forestillede man sig, at man kunne sige, at hundens behov for arbejde ligger på 80–

85 % af ulvens, ville det svare til en arbejdsdag på 12 timer, og det er der vist ikke mange af vores hunde, der får mulighed for.

 

Heller ikke en hjælpehund arbejder 12 timer, men får i modsætning til mange familiehunde et væsentligt mere indholdsrigt liv, set med hundens øjne. 

 

Dagmar og NyUlv ser på uopnåelige byttedyr i Ålborg  zoo

 

 

Trænerens rolle

En hjælpehund kan aldrig blive trænet af brugeren selv. Selvom mange handicappede har velopdragne hunde, der også har lært nogle få ting som fx at samle nøgler op, så er der stadig stor forskel på den type hund og så en gennemtrænet hjælpehund. Hvis den handicappede er uddannet hundetræner og har et kæmpe overskud, så kan det lade sig gøre. Hvis ikke, er det urealistisk at forestille sig, at man kan træne sin egen hund. Så har man brug for en dygtig træner.

 

Det er bedst, at hunden bor hos sin træner i de første to år. Efter et år begynder bruger og hund at træne sammen. Når hunden er 2 år, så er den faldet til ro, og det er meget bedre for brugeren at få sin hund på det tidspunkt.

 

Erfaringen med NyUlv har vist, at det ikke er godt, at hund og bruger er sammen fra hvalp. Brugeren bliver alt for knyttet til sin hund, og det duer ikke, hvis det viser sig, at der er noget galt med hunden, så den skal aflives.

 

 

Hjælpehunde – et hjælpemiddel, man kan kramme

Ålborg Kommune gav i 2002 endelig afslag på økonomisk bistand til projektet. Afslaget byggede på to sæt konklusioner, der kan sammenfattes således:

  1. En hjælpehund erstatter ikke hjemmehjælp. Dagmar får allerede den hjælp, hun har brug for. Det må være nok. Hvis hun har svært ved at samle ting op, kan hun få en gribetang. Og i øvrigt mener fysioterapeuterne, at hun udmærket er i stand til at gøre tingene selv.
  2. En hjælpehund skal ikke bruges som en socialhund. Hvis det er en ven i hverdagen, Dagmar har brug for, så kan hun bare købe en almindelig hund.

 

Det er sandt, at Dagmar kan klare meget selv og får hjælp til resten. Det er sandt, at gribetænger er praktiske. Og det er sandt, at en almindelige lille hund også er en god ven i hverdagen. Når jeg alligevel går ind og sætter hele dette projekt i gang, så er det fordi, jeg ser på Dagmars hele liv.

 

Dagmar er drevet af en indre trang til at være selvhjulpen. Hun bruger mange flere kræfter end ikke-handicappede på at klare hverdagens praktiske gøremål. Hun bruger så mange kræfter, så der ofte ikke er energi til overs til at gøre ret meget andet. En hjælpehund vil kunne aflaste list hist og her, så Dagmar får overskud til andre ting.

 

Når man som handicappet er afhængig af andre menneskers hjælp, så kan ens hjem og hverdagsliv i det hele taget hurtigt blive fyldt op med hære af velmenende betalte og somme tider frivillige hjælpere, der i perioder hver dag forvandler ens hjem til en hovedbanegård reguleret af arbejdstidsskemaer og arbejdsmiljømæssige sikkerhedsregler. En hjælpehund kan reducere antallet af disse mennesker, så Dagmar kan få nogle timer, hvor hun klarer lidt flere ting selv.

 

Trods de mange mennesker ud og ind af huset, så kan man som handicappet i egen bolig være truet af en utryg ensomhed. Især om natten og i weekenderne. Her kan en hjælpehund være en tryg og trofast ven.

 

Dagmar har lidt mange nederlag i sin omgang med andre mennesker. Hun er blevet afvist af familie, jævnaldrende og det samfundsmæssige fællesskab som helhed. Her deler hun skæbne med mange andre funktionshæmmede mennesker. Grundet almindelig praksis omkring Dagmars type handicap, fik hun som allerede beskrevet først adgang til en sproglig og social udvikling i døveverdenen omkring sit 12. år. Så mange opvækstår uden sprog sætter sine spor. Dagmar har derfor næsten ingen selvtillid, når det gælder de sociale kompetencer. Hun har været udsat for en del grov mobning af sine skolekammerater og var ved projektets begyndelse nået til et punkt, hvor hun havde opgivet nogensinde at få venner og kærester.

 

NyUlv er med til at vende udviklingen. Fordi han er en super veltrænet hjælpehund og fordi Dagmar er god til at være sammen med ham, så vokser hendes selvtillid. Hendes prestige blandt jævnaldrende øges, fordi hun ved sin relation til hunden viser, at hun duer til noget. Den respekt hun høster er med til at give hende mod på samvær med andre.

 

På gaden får Dagmar en anden respons end tidligere. Folk glor ikke mere kun på Dagmar, så hun konstant føler sig jagtet af andre menneskers blikke. Nu kan hun i stedet få positiv feed-back i form af søde bemærkninger om hunden fra mennesker, der gerne vil hilse på og klappe NyUlv.

 

Dagmar havde en aften NyUlv med i Døves Kulturcenter i Ålborg. Normalt lider Dagmar af en frygtelig følelse af, at ingen gider at snakke med hende, og hendes besøg ender som regel med, at hun sider ensom og knuget i et hjørne, så hun uden at ville det selv skubber folk væk. Denne aften blev helt anderledes. Alle ville gerne hilse på hendes søde lille hund, og pludselig oplevede Dagmar sig selv involveret i hyggelige småsamtaler. Da hun kom hjem, strålede hun af glæde. NyUlv havde været med til at give Dagmar en social succesoplevelse.

 

Jeg har derfor håb om, at Dagmar og NyUlv sammen kan bryde Dagmars sociale isolation.

 

Grunden til, at jeg har valgt at give Dagmar en kostbar hjælpehund er, at hun aldrig ville kunne håndtere at have en almindelig vekopdragen familiehund. En sådan løsning ville i Dagmars tilfælde være dømt til at mislykkes. Hun er overhovedet ikke i stand til selv at træne sin hund op. Og det er jeg heller ikke. Dagmar og jeg ville aldrig nogensinde kunne lære en hund alle de ting, der skal til, for at en svært handicappet ung dame kan håndtere en hund i hverdagen.

 

Selv om man forestiller sig, at en erfaren hundeejer gav en hjælpende hånd med til træningen, så ville der alligevel være alt for langt mellem den almindelige familiehunds færdigheder og de færdigheder, som er nødvendige for at Dagmar kan få succes med at have hund. Og for hunden ville det heller ikke være særlig trygt.

 

Kun det specialdesignede samarbejde mellem NyUlv og Dagmar formidlet af en dygtig træner kan sikre, at hverken hund eller bruger lider overlast.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NyUlv flytter hjem

Den 21. december 2002 på årets korteste dag, hentede Dagmar og jeg NyUlv. Vintersolhverv. Som et symbol på at lyset vender tilbage, skulle han flytte hjem.

 

Det blev en bevæget stund med sommerfugle i maven. Vi følte alle tre, at selvom samarbejdet langt fra er slut, så blev alting alligevel pludselig helt anderledes. Bodil sagde farvel til NyUlv, som hun har levet sammen med i 20 måneder. Dagmar overtog rollen som hundemor. Og jeg var bare dybt rørt over, at vi endelig havde fået vores ønske opfyldt.

 

 

 

Dagmar henter NyUlv hos Bodil Frandsen

 

 

 

Tilbage er der kun at ønske, at tegnsprogede servicehunde til flerhandicappede døve må blive anerkendt i Danmark som hjælpemiddel på lige fod med førerhunde til blinde.

 

Dagmar, NyUlv og jeg håber, at vores velgennemførte projekt kan være med til at skubbe udviklingen i den retning.

 

 

 

michael kors Ray ban nike huarache Adidas Scarpe Abbigliamento Asics nike flyknit scarpe converse Scarpe air jordan scarpe da calcio nike free nike cortez nike roshe air max